Om mig

Det har altid været nærliggende for mig at skulle arbejde med mennesker. Jeg har altid haft en stor interesse og nysgerrighed på mennesker, menneskers ageren, måder at være i verden på og forskelligheder.
Jeg er blevet psykoterapeut, fordi jeg selv har oplevet, hvor betydninsgfuldt det har været at møde et nærværende, livsklogt og fagligt dygtigt menneske, jeg kunne få lov at følges med et stykke af vejen, hvor håbet var slukket.
Det er derudover en kæmpe gave at se, hvor meget mennesker kan vokse og udvikle sig af at blive mødt, hørt og set for dem, de er.
Jeg er en udadvendt, tillidsskabende og smilende person, der sætter det anerkendende møde med mennesker højt. Som terapeut ønsker jeg at være din rejsefælle gennem det kendte og ukendte land, der dukker op i terapien.
Hvad kan en psykoterapeut?

Som færdiguddannet psykoterapeut har jeg gennemgået en 4-årig efteruddannelse, hvor der fokuseres på både teori, praksis, samt egen terapi. Der indgår altså en praktisk håndværksmæssig læring og træning i forløbet.
Psykoterapeuter tager udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der er et problem for den jeg taler med. Da mine vigtigste værktøjer som psykoterapeut dels er min faglige viden, mine levede erfaringer og min egen person, så er det et krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at jeg har trænet de psykologiske og psykoterapeutiske teorier og metoder i praksis og mærket dem på egen krop. Jeg er uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom sorg, kriser, stress, angst, cutting, spiseforstyrrelser, depression og lignende.
Psykologer tager også udgangspunkt i samtalen, men er uddannet til at vurdere og stille en diagnose på psykiske sygdomme. Psykologen har en universitetsuddannelse i psykologi og eventuelt specialer inden for én eller flere psykologiske retninger. Vægten i psykologuddannelsen er overvejende på psykologiske teorier og metoder.
Som psykoterapeut stiller jeg derfor ikke kliniske diagnoser, laver test eller udredninger.
Min uddannelse tager udgangspunkt i et narrativt og systemisk perspektiv. Hvor det, at få øje for nye fortællinger, nye historier og ny mening er en af de bærende teoretiske ideer bag den narrative terapi. Dette giver mulighed for at mennesket selv kan definere sin egen verden, at de bliver “agenter” i eget liv. Agentheden handler om mestring. Det er oplevelsen af, at man selv kan. Målet for oplevelsen af agenthed er at have mange forskellige fortællinger; at have muligheden for at konstruere fortællingerne på nye måder og at komme tættere i kontakt med det, der er vigtigt.
Og så forresten, så er mit navn Ditte Nygaard, og jeg blev født i 1982.
Jeg er gift med Bjarne som jeg har tre fantastiske børn sammen med.
At læse bøger, spille musik, synge og skrive digte kan jeg også godt lide at fordrive tiden med. Jeg hader vasketøj og rengøring, men det er en nødvendighed:)
© 2022 | Ditte Nygaard